SMM en blog om social media marketing    
  Social Media Marketing      
Online markedsføring 2011

10 forudsigelser for online markedsføring 2011

1. HTML5

Antallet af apps til smartphones vil finde et leje efterhånden som HTML5 vinder større udbredelse. Min forudsigelse er at tilpassede HTML5 brugergrænseflader vil vinde frem, mens fremkomsten af nye applikationer vil gå ned i tempo.  Applikationerne vil desuden blive mere specifikke. Chrome understøtter allerede en del HTML5, faktisk imponerende meget, se det her: The Wilderness Downtown Åben link i Chrome, indtast din adresse og klik på Search...
 

2. Lokation

Lokation vinder frem i forbindelse med at mobile enheder opnår større udbredelse. Der vil også opstå nye kommercielle idéer. Et godt eksempel er at du går forbi en restaurant ved frokosttid og får en meddelelse om dagens frokosttilbud,  et andet er at du netop har været inde på frokostrestauranten og passerer en kiosk med pastiller, smøger og andre fornødenheder, som du også modtager en meddelelse om når du passerer. Tilmelding til sådanne tjenester kan tilskyndes med rabatter og lignende. Mange bruger allerede FourSquare i markedsføring ved f.eks. at give rabat eller gratis ting til den som er Mayor for stedet, lignende tiltag vil finde sted for f.eks. Facebook Places. Google Hotpot er også et eksempel på at lokation mixes med sociale profiler.
 

3. Link kvalitet frem for kvantitet

Sådan har det altid været, men den får et nøk mere. Kataloger, artikelsamlinger og blogs bliver i stor stil nedvurderet  eller diskvalificeret af Google. Fair nok, der er forskel på hvor meget indflydelse folk har ligesom der er forskel på hvor meget indflydelse websites har. 1000 links for $20 er fortid, har faktisk været det længe. 1 link til $1000 kan være pengene værd mange gange. Linkbuilding vil stadig være en af de vigtigste SEO aktiviteter i 2011, men der vil i meget højere grad skulle fokuseres på kvalitetslinks, links fra sites som Google anser for at have autoritet.
 

4. Indholdskvalitet

1 god post hver måned er bedre end 10 halvgode posts. Skriv den rigtige overskrift og din artikel bliver læst, ikke helt. Lav en god og solid artikel om et meget specifikt emne og artiklen vil stå som et monument i både Googles og folks bevidsthed. For SEO vil vi se at det bliver sværere at lave "lette" tekster som ranker. En god infoside skal være en god artikel, en artikel med et reelt indhold, med oplysninger som læserne finder værdifulde. En anden trend jeg ser, er at teksterne på et website eller en blog, skal ville noget, der vil komme øget fokus på at få indarbejdet "call to action" i teksterne.
 

5. PPC - Google og Facebook

Begge parter forfiner og forbedrer måden at annoncere på. Google vil satse mere på content network med forbedrede muligheder for annoncørerne. Annoncører vil få flere muligheder for at målrette annoncer, både på Google Adwords og på Facebook. Placeringsoptimering er et tiltag som allerede er i gang. Vi vil se stadig flere muligheder for at målrette annoncerne, men også stadig flere tiltag til at få mere målrettede annoncer. Google har været rigtig dygtige til dette bl.a. gennem Quality Score og flere demografiske filtre. Det bliver spændende at se hvordan Facebook vil forbedre deres annoncer, foreløbig er annoncerne blevet mere prominente på både profil og virksomhedssider, men der må også laves tiltag i retning af mere profilorienterede annoncer.
 

6. Sociale medier

Facebook er, og fortsætter med at være, den vigtigste sociale netværkstjeneste og derfor bør enhver virksomhed have et øje åbent for om Facebook kan bruges. Twitter vokser stille og roligt, og i takt med at det hypede fader ud og det brugbare vinder indpas, vil Twitter beholde en status som en legal og værdsat markedsføringskanal for en blogpost som denne, men finder Twitter ud af at tjene penge? Linkedin er et godt sted at være ordentligt præsenteret. Linkedin repræsenterer en seriøs erhvervsmæssig profil og bærer i sig selv troværdighed. Vi har allerede set eksempler på at danske virksomheder benytter Twitter til kundeservice (@unoeuro) og DRs debatprogrammer har også oprettet Facebook profiler hvor diskussioner kan videreføres. Som jeg ser det kan 2011 blive året hvor markedsføring i sociale medier for alvor slår igennem i Danmark.
 

7. Kontekst

Tendensen er at der bliver større åbenhed og bedre gennemsigtighed jo mere udbredt Internettet er. Tendensen er også at aktiviteter som hidtil er foregået på computer, nu foregår på mobile enheder som iOS eller android baserede smartphones.  Ærlighed og autensitet bliver vigtigere, personlighed bliver vigtigere og jeg tror også at vi vil opleve mere storytelling i online markedsføring. Kvalitet, som nævnt ovenfor, vil også slå igennem på den måde budskaber formidles på, altså hvilke rammer og hvilken approach man giver et budskab. Kontekstskabelse vil blive mere udbredt.
 

8. Analyse

Jeg oplever allerede stigende interesse for webanalyse, ikke mindst Google Analytics. Som webshop ejer er det essentielt at tracke kampagner, at overvåge konverteringsrater for betalte trafikkilder og at bruge webanalyse i organisk SEO. Der kommer hele tiden større konkurrence på nettet og derfor er det mere nødvendigt end nogensinde at analysere trafik og ehandel og handle der hvor der kan forbedres noget.
 

9. Konverteringsoptimering

Den øgede fokus på konverteringsoptimering hænger også sammen med den stigende konkurrence, skal man betale 100, 200 eller måske 400 kroner for en kunde, kan prisen sænkes voldsomt ved at hæve konverteringsraten. Google Webmaster Tools er et godt simpelt værktøj til konverteringstests. For mange webshops vil konverteringsoptimering i første omgang være at høste såkaldte lavthængende frugter, effekten vil være stor i forhold til indsatsen.
 
NB. Som Søren Sprogø så rigtigt påpeger i kommentarerne, er det Google Website Optimizer der er tale om.
 

10. Reputation management

Reputation management har i manges øje toppet i forbindelse med den megen omtale der var omkring Stein Bagger, men som jeg oplever det bliver flere og flere opmærksomme på at et godt omdømme online er godt. Search reputation management, hvor søgemaskinernes resultatsider overvåges og reputation management på sociale medier, enten via gratis programmer, som Whos Talkin eller Social Mention eller med professionelle programmer som Radian6, Alterian eller Brandwatch, har aldrig været vigtigere. For alle former for reputation management og overvågning gælder at der laves sentiment analyse som bruges som mål for om virksomhedens omdømme er positivt, negativt og neutralt.

Tak for de mange kommentarer! De 10 forudsigelser for 2011 bliver fulgt op med 10 forudsigelser for online markedsføring 2012

Kommentarer

Kommentar af Aris Kuckovic 18-12-2010 23:32:03
Hej Peter,

Rigtig god artikel, og jeg tror du har ret i dine forudsigelser. Du har ret i at linkkataloger bliver nedvurderet, men vil hellere bruge ordet "overflødige" i den sammenhæng.

God weekend!
De bedste hilsner
Aris Kuckovic
Kommentar af Rosenstand 19-12-2010 5:19:19
Intet vrøvl der, Peter. Enig i hvert af punkterne - kort og kontant!
Kommentar af Potter 19-12-2010 10:56:11
Det er 10 gode og meget realistiske bud på fokuspunkter i 2011. Synes en hel del af dine elementer allerede er godt i gang.

Og det er også bud der er med til at bygge op om kvalitet på internettet. Det er et fællestræk for mange af buddene. Kvalitet frem for kvantitet tror jeg er kimen til det meste. Og det er altså glædeligt.

Kommentar af Jimi Hove 19-12-2010 12:52:08
Du har vidst " glemt " video.

Video med en god storytelling om virksomheden. En realistisk social-human positionering, hvor man fortæller om firmaet, sig selv og de mål man har. Folk bliver mere og mere trætte af pral og slogans. Hvem er du ? Er du ligesom mig ? Kan jeg spejle mig i din virksomhed ? Kom tæt på kunden. Der virker video bedst .
Kommentar af Bodil Damkjær 19-12-2010 12:55:55
PLING! Jeg tror LinkedIn får en betydelig rolle i forhold til rekruttering via de sociale medier. Særligt vil grupperne på Linkedin få meget opmærksomhed.
Kommentar af Jens Dalsgaard 19-12-2010 14:08:07
Jeg forventer en tendens som du også peger på, nemig at location baserede apps åbner sammen med html5 op for nye måder at tænke forretning på.

Men dertil kommer at du er meget lidt anonym med din telefon. Vi ved hvem du er, vi ved hvor du er, vi ved hvad du køber og hvornår. Det er skræmmende og spændende muligheder på een og samme gang.
Kommentar af ulstrup 20-12-2010 7:33:08

Ups, havde ikke fået indstillet visning af kommentarer korrekt, tak for de mange gode kommentarer.
Kommentar af Rasmus Himmelstrp 20-12-2010 9:16:10
Rigtig god gennemgang - er også meget enig. Tror dog ligeledes at search og social kommer til at smelte endnu mere sammen i 2011 og at attribution får endnu mere fokus inden for web analyse.
Kommentar af Søren Sprogø 20-12-2010 10:44:50
Gode tips :-)

Jeg forstår dog ikke helt hvad Google Webmaster Tools har med konverteringsoptimering at gøre. Mener du ikke Google Website Optimizer?
Kommentar af ulstrup 20-12-2010 11:09:16

Jo, lige præcis, har ikke rettet i artiklen, men det skal selvfølgelig være Google Website Optimizer: www.google.com/websiteoptimizer

Tak for heads up!
Kommentar af Tommy 20-12-2010 14:11:06
Rigtig gode punkter. Er enig i det meste. Især lokationsbaseret markedsføring tror jeg vinder mere indpas i Danmark i løbet af 2011.
Kommentar af Unizept 21-12-2010 2:19:19
Visuelle markedsføring med platform på det sociale medie kædet sammen med en filmproduktion som omhandler historien om din virksomhed, hvor dit firmabudskab sendes på TV på det lokale medie.
Mennesker er visuelle og elsker en god historie mens vi henter kaffen og kagen når samme TV reklame, som vi har set igen og igen, igen toner frem på skærmen.
Fremtiden: Når film og web mødes (Google TV) og computeren bliver mere og mere væk, hvor tablet og smartphones eksploderer. De nævnte enheder er basen for hvor din film/historie skal fortælles..
Kommentar af ulstrup 21-12-2010 12:28:10

Der er flere som nævner video, som er et godt markedsføringsredskab, men som jeg ser det ikke vil have fokus i 2011, på samme måde som tidligere år.

Fik også lige tilføjet et NB til punkt 9, det ser bedre ud, tak igen, Søren.
Kommentar af Rune Hansen 21-12-2010 19:15:12
Helt og aldeles enig. Rigtigt godt indlæg Ulstrup.
Kommentar af Søren Sprogø 21-12-2010 23:08:11
@ulstrup: Tak for link :-) Du mangler lige et "d" i "er er tale om" i din note.
Kommentar af Henrik Bondtofte 22-12-2010 7:41:04
Rigtigt gode forudsigelser Ulstrup, jeg tror du får ret i stort set alle punkterne. Især punkt 3 og 4 bliver spændende og kommer til at ændre branchen markant, mit gæt er at vi kommer til at se drastiske ændringer i serps omkring sommer.
Kommentar af Steen Enegaard 28-12-2010 2:42:58
Spot on. Der er såmænd ikke så meget nyt under solen, for vi er alle stadig i lærefasen og før man bliver god til noget, skal man øve sig. Analytics og konverteringsoptimering ROCKS :)
Kommentar af René Madsen 28-12-2010 23:35:07
Hej Peter

Først et godt nytår herfra.

Jeg tror du har ramt plet på mange af områderne, det er også mit indtryk, at flere og flere begynder at bruge Google analytics til at se hvor deres trafik kommer fra, og eksperimenterer med Google website optimizer.

Vi har set en tendens hen over efteråret, der er kommet mange nye kunder, som har fundet det de søgeord de gerne vil være optimeret på, og det er Google analytics, der har vist effekten af deres Adwords kampagner, og så vil de jo også gerne være med i de organiske resultater, når de kan se hvor meget de enkelte søgetermer konverterer.

Mvh.

René Madsen
Kommentar af ulstrup 29-12-2010 18:11:37

@henrik spændende, hvorfor lige sommeren 2011?

@steen og @rené Ja, Analytics og deraf følgende optimering har for alvor gjort sit indtog.

Tak for kommentarer, bliv endelig ved!
Kommentar af Tyge Mortensen 03-01-2011 21:57:46
Skarp analyse. Vi vil se meget mere kvalitetssøgning som primær driver, meget mere autencitet som basis for reputation management og meget mere personlig åbenhed som basis for followship. Og så tror jeg at video vil øges kraftigt men nok først slå igennem senere som du skriver, ligesom digitale produkter som ebooks og elæring først vil eskalere når markedet er mere modent. i er i en meget tidlig fase stadig.
kh Tyge
Kommentar af June Harrild 05-01-2011 20:57:56
Super indlæg Ulstrup, og jeg er helt og aldeles enig med dig. Det er en meget realistisk forudsigelse af, hvad 2011 kommer til at byde på - dog håber jeg også - vi bliver bedre til at skabe et community om de projekter vi indgår i, så brugerne har noget at svælge i.

Om det så end er bygget op omkring en digital fortælling, video, multi-platform, Cross Media, Trans Media, og alle de andre smarte buzzwords, skal jeg ikke stilling til, men at ignorere vigtigheden af dem er heller ikke en løsning. Så ser gerne at alle mediefolk omfavner deres arbejde, som var det deres førstefødte, det vil give kvalitet. ;-)
Kommentar af Sara S 09-01-2011 16:17:46
Super god artikel.
Jeg glæder mig utroligt meget til HTML5 slår igennem. Wilderness er et rigtigt godt eksempel ;-)
Kommentar af Martine 05-04-2011 16:34:46
God artikel, jeg er især spændt på at se, hvordan de locations baserede sociale medier som Foursquare vil udvikle sig og også lanceringen af Facebook deals, som er på vej. Japan har jo udøvet noget lignende siden 2001 med DoCoMo. Lige nu er det stadig småt, men jeg tror, at det bliver meget stort i løbet af i år.
Kommentar af Kwadwo Adu 17-07-2011 15:05:28
Helt enig - mange af områder er allerede godt i gang i udlandet.
Jeg faldt over Nike's betterworld site (http://www.nikebetterworld.com/) som er innovativt og lavet i HTML5.

Bliver også spændende at se om flere virksomheder tager skridet videre på Twitter/Facebook vognen. Det kunne virkelig løfte den danske service kvalitet flere niveauer, virksomheder vil ikke længere kunne gemme sig bag skærmen men bliver nødt til at tage dialogen op med kunderne (specielt de negative!)
Kommentar af Coachinguddannelse 24-08-2011 18:29:00
glæder mig utroligt meget til HTML5 slår igennem. Wilderness er et rigtigt godt eksempel Intet vrøvl der, Peter. Enig i hvert af punkterne - kort og kontant!



Kommentar af ulstrup 23-12-2011 2:56:42

Er der ikke sket noget det sidste år? Jeg undrer mig!
Kommentar af Bjarke Bekhøj 19-02-2012 12:51:39
Kan det passe der ikke har været en "opfølgning" på disse forudsigelser.

HTML5 slog vel ikke 100% igennem i 2011?

Location har vundet indpas i stor stil, men har vel stadig stort potentiale.

Kvalitet frem for kvantitet i både indhold og links har du har helt ret i og den fortsætter nok et godt stykke tid endnu.

PPC fortsætter derudaf, og især Facebook begynder at hale ind på Google. Openadexchange som vel er det der skal være en konkurrent har i min optik ikke fået "gennembrudet".

Sociale medier fortsætter derudaf, ikke meget at sige der.

Analyse og konverteringsoptimering ligeså, vi har set stor fokus med bla. Mogens Møller og andre der har dedikeret sig til dette emne og det fortsætter jo blot endnu mere i takt med konkurrence og bevidsthed omkring potentialet. Man siger jo altid at den nemmeste måde at tjene flere penge på er at reducere omkostninger, og der spiller hele analyse delen jo en ekstrem rolle.

Mvh
Bjarke
Kommentar af ulstrup 28-02-2012 16:18:41

@ Bjarke
Opfølgningen ligger her: http://smm.dk/blog/online-markedsfoering-2012.htm

Tak for gode kommentarer!

Tilføj kommentar

Navn:
E-mail:
Website:
Husk mig

Bookmark and Share
Subscribe
SMM Facebook Page SMM på Twitter SMM på Linkedin SMM på Stumbleupon Tak til MotherApp for applikationerne Download den gratis SMM App fra iTunes Download den gratis SMM App fra androidzoom
SMM Blog Peter Ulstrup Hansen+ Antropolog, SEO og SMM konsulent, ROI orienteret, underviser på CBS, Reputation management konsulent.